This is page 148 of the supplement to An Anglo-Saxon Dictionary by T. Northcote Toller (1921)

This online edition was created by the Germanic Lexicon Project.

Click here to go to the main page about Bosworth/Toller. (You can download the entire dictionary from that page.)
Click here to volunteer to correct a page of this dictionary.
Click here to search the dictionary.

This page was generated on 13 Mar 2021. The individual pages are regenerated once a week to reflect the previous week's worth of corrections, which are performed and uploaded by volunteers.

The copyright on this dictionary is expired. You are welcome to copy the data below, post it on other web sites, create derived works, or use the data in any other way you please. As a courtesy, please credit the Germanic Lexicon Project.

148 DEFE--DENN

defe?:--Of þám þorne tó þæ-acute;re defe; of þæ-acute;re defe tó beorclíge, Cht. Crw. 25, 55.

défe. Add:--Gif þú wilt doefe beón si vis perfectus esse, Mt. R. 19, 21.

delan. Dele, and for the passage substitute:--Æ-acute;r þon engla wearð (weard, MS.) for oferhygde dæ-acute;l on gedwilde; noldan dreógan leng heora selfra ræ-acute;d ere of the angels part from pride fell into error; they would not longer do what was best for themselves, Gen. 23.

delf. Add: v. under-delf.

delfan. Add: I. absolute, to dig:--'Ic nát mid hwí íc delfe . . . ' ongan þá þæ-acute;rmid delfan, Hml. S. 23 b, 765. Þá dulfon hí in þæ-acute;re ylcan stówe, Shrn. 113, 13. II. to dig the ground:--Genam hé áne spada and dealf þá eorþan, H. R. 13, 13. Hé hét delfan þá eorðan, Hml. S. 27, 37. Þá eorþan delfan æfter golde, Bt. 15; F. 48, 23. III. to extract by digging, dig gold, &c.:--Þá æ-acute;mettan delfað gold úp of eorðan, Nar. 35, 8. IV. to excavate, dig a pit:--Bið dolfen seáð fodiatur fovea, Ps. Srt. 93, 13. V. to bury:--Ic ásende ofer eów mancwealm, . . . and þá deádan man nát hú man delfe, Wlfst. 296, 16. v. for-delfan; un-dolfen.

delfín a dolphin:--Delfín pina, Wülck. Gl. 293, 13.

delf-ísen. Add:--Delfísen fusorium, Wrt. Voc. ii. 38, 49.

dell (dæll), es; n. m. A dell, deep hollow or vale:--Dell (den, v. l.), weallendum légum full, Bd. 5, 12; Sch. 616, 4. Forð be deópan delle, Cht. E. 290, 30. On scipdel; of scipdelle on cýpmanna [del]; of cýpmanna delle andlang weges, C. D. v. 48, 13. On ðæt twigbutme del; of ðám delle on beran del, 86, 20. Of úlan delle, 180, 3. On ðet del; of ðám dellæ, 242, 28. Oð ðane myclan del, C. D. B. ii. 202, 8. [Cf. Goth. [ib-] dalja.] v. æf-dæll (-dell), wæter-dell; dæl.

dem. Add:--Hýnð vel lyre vel hearm vel demm dispendium vel damnum vel detrimentum, Wrt. Voc. i. 47, 29. (v. Angl. viii. 451.) For þý dæmme (demme, v. l.) þæs wáges fylles damno parietis, Gr. D. 125, 11. Þone wól (dem, v. l.) þínre gedréfednesse perturbationum morbum, Bt. 5, 3; F. 12, 17.

déma. Add:--Déma praetor, An. Ox. 17, 58: preses, 45, 1. Doema arbiter, Wrt. Voc. ii. 9, 50: judex, Ps. Srt. 7, 12: Lk. L. R. 12, 14. Déman satrap&e-hook; UNCERTAIN i. iudicis, An. Ox. 4760. Déman presbiteri, i. iudices, 4245: proceres, 7, 64. Démena praetorum, i. iudicum, 311: 8, 249. Mid him (Judas) byrnan sceolan þá þe heora sylfra sáula forhycggaþ for feós lufan . . . Hí habbaþ démena naman and sceaþena dæ-acute;da. . . . þonne hié for feós lufan earmne fordémaþ búton scylde, Bl. H. 63, 9. v. self-, unriht-, weorold-, yfel-déma.

déman. Add: I. to judge. (1) absolute:--Ic déme (doemo, L.) swá swá ic gehýre sicut audio judico, Jn. 5, 30. Gif ic déme (doemu, R.) mín dóm is sóð, 8, 16. 'Mé þynceþ unscyldiglicre þ-bar; him man heáfod of áceorfe.' Þá cwæþ Neron: 'On ðá betstan wísan þú démest,' Bl. H. 189, 35. Yfele geréfan þá þe on wóh démaþ, 61, 26. Déme gé swá swá gé willon þ-bar; eów sý gedémed, 28. (2) to judge a person, (a) with dat.:--Ic ne déme (doemo, L., doemu, R.) nánum men, Jn. 8, 15. Se mon þe démeþ þæ-acute;m earmum búton mildheortnesse, Bl. H. 95, 35. Ic démde twelf þeódum, 155, 29. Hé gecýðde ðæt hé him déman nolde, ðá hé gedyde dæt hí him selfe démdan . . . eft hit wæs gecweden: 'Ðæ-acute;r wé ús selfum démden, ðonne ne démde ús nó God' constat quod a suo judicio abscondere voluit quos sibimetipsis judices fecit . . . Hinc dicitur: 'Si nosmetipsos dijudicaremus, non judicaremur,' Past. 415, 3-8. Samuel and Daniel cildgeonge forealdedum mæssepreóstum démdon (judicaverant), R. Ben. 115, 8. Dém folcum judica populos, Ps. Th. 7, 8. Hé him symle rihle déme, Bl. H. 43, 11. (b) with acc.:--Þú hí on rihtum ræ-acute;dum démest judicas populos in aequitate, Ps. Th. 66, 4. Hé démeð fyrhte þearfan judicabit pauperes, 71, 4. Hié gescyldaþ þá unscyldigan, and þá scyldigan þearlwíslíce démaþ, Bl. H. 63, 20. Dém þú þín folc, Ps. Th. 71, 2. (3) to judge a cause, crime:--Dém þíne ealde intingan judica causam tuam, Ps. Th. 73, 21. Ðonne hié ðá scylda on him selfum démen and wrecæn cum culpas se judice puniat, Past. 151, 17. (4) where the matter of judgement is given:--Ic sóð symble déme ego justitiam judicabo, Ps. Th. 74, 2. Hé riht folcum démeð, 95, 10. Démað æ-acute;lcon men riht quod justum est judicate, Deut. 1, 16. (4 a) with cognate acc.:--Hié démaþ heora dómas they give their judgements, Bl. H. 63, 18. Sé þe þá gebregdnan dómas démde, 99, 32. Dém mínne dóm judica judicium meum, Ps. Th. 118, 154. Démað steóp&dash-uncertain;cildum dómas sóðe judica pupillo, 81, 3. (5) to sentence a person to punishment:--Dém þú hí tó deáþe, Jul. 87. Nó hý hine tó deáþe déman móston, Gú. 521. Deáþe déman, El. 303. (6) to adjudge, assign reward, punishment, &c., to a person:--Hé eallum démeð leán æfter ryhte, Cri. 846. On swá hwæðere hond Dryhten mæ-acute;rðo déme swá him gemet þince, B. 687. Hwæt mé God déman wille, Sat. 109: Cri. 803: Jul. 707: An. 75. (7) to settle, appoint, decree:--Heora scriftbéc tæ-acute;can swá swá hié úre fæderas démdon, Bl. H. 43, 9. God wolde hyra nýdwræce déman God would decree their exile, Gú. 526. (7 a) of decision by lot:--Heora æ-acute;lcum his dæ-acute;l, swá him démde seó tá, Hml. Th. ii. 254, 31. Hleótan man mót . . . þ-bar; him déme seó tá, gif hí hwæt dæ-acute;lan willað, Hml. S. 17, 86. II. to deem, think, suppose:--Doemo ic arbitror, Jn. L. 21, 25. Doema censeo, Wrt. Voc. ii. 103, 58. Ne démeð hé non retur, 61, 57. III. to estimate, value:--[Swá] þearle hé démde tantopere (i. tam valde) taxauerat (i. iudicauerat), An. Ox. 2014. IV. to proclaim something noble, celebrate:--Hí eahtodon eorlscipe and his ellenweorc démdon, swá hit gedéfe bið þæt mon his dryhten wordum herge, B. 3175. Is árlic þæt wé æ-acute;fæstra dæ-acute;de démen, secgen Dryhtne lof, Gú. 498: Sat. 299. Hié Dryhtnes æ-acute; déman sceoldon, reccan fore rincum, Ap. 10: An. 1196: 1405. Wé þæt hýrdon hæleð eahtian, déman dæ-acute;dhwate, þætte gelamp, Jul. 2. Déman, meldan, Rä. 29, 11.

démed-lic; adj. That may be judged:--Hwæthugu démedlices aliquid judicabile, Gr. D. 336, 20. v. for-démedlic.

-démedness. v. for-démedness.

démend. Add:--God is démend Deus judex est, Ps. Th. 49, 7. Sé ðe fore ús doemend (adjudicandus) tó coóm, fore ús doemend bið (adjudicaturus) tó cyme, Rtl. 35, 7-9. v. for-démend.

démere. Add:--Se doemere judex, Lk. L. 12, 58. Hí beóð ðá démeras and him ne bið nán dóm gedémed, Hml. Th. i. 396, 19. Doemeras judices, Mt. L. 12, 27. Hwæ-acute;r syndon démra dómstówa?, Wlfst. 148, 31.

démon a demon, devil:--From démonum a demonibus, Rtl. 146, 1.

den. v. denn: Dena lagu. v. lagu in Dict.

den-bera; pl. n. Lat. Substitute: den-bæ-acute;re, es; n. A swine-pasture (used only in pl.):--Ðis synt ðá denbæ-acute;ra ðe tó ðissum londe belimpað, C. D. ii. 195, 15. Þis synt þá denbæ-acute;ra on wealda, 216, 4. Þá denbæ-acute;ro, 265, 33. Mid ðæ-acute;m denbæ-acute;rum in Limenwero wealdo and in burhwaro wealdo and in bócholte, C. D. B. i. 344, 10. ¶ Add to the Latin forms given in Dict.:--Adiectis IIII daenberis in commune saltu, C. D. i. 140, 12. v. weald-, wer-bæ-acute;re; bæ-acute;r; denn, II.

den-berende a swine pasture:--Tresdecem denberende on Andrede, C. D. i. 229, 14. v. preceding word.

dencgan. v. dengan: dene; f. v. denu.

dene; m. Add:--On Duddingdene; andlong denes, C. D. iii. 449, 11. On ðám dene (convalle) ðe Mambre wæs háten, Prud. 6 b: Gen. 18, 1.

Dene. Add: Dena, Dæne, Denan; gen. pl. Dena, Deni(g)a:--Þæt lond þe mon Ongle hæ-acute;t, and Sillende and sumne dæ-acute;l Dene, Ors. 1, 1; S. 16, 8. Hér Ængle and Dene gefuhton, Chr. 910; P. 97, 5: 1018; P. 155, 14. Dena him mycel feoh guldon, 1048; P. 167, 17. Dena (Deona, v. l.) weóldon ríce Englalandes, 1065; P. 194, 7. Þá Denan sige áhton, 943; P. 111, 13. Under Dena onwalde, 901: P. 91, 28: 921; P. 103, 14. Denia leóde, B. 2125. Mægen Deniga, 155: 271. Fram Anglum ge fram Denum, Chr. 1039; P. 161, 25. Hé Dene weorðode, B. 1090. [Icel. Danir.] v. Beorht-, Eást-, Gár-, Hring-, Norþ-, Sæ-acute;-, Súþ-, West-Dene; Dene-mearc; Dæne in Dict.

dene-land. v. dæne-land in Dict.

Dene-mearc. Dele the bracket, and add:--Wæs him on þæt bæc&dash-uncertain;bord Denamearc, Ors. 1, 1; S. 19, 26. Sume férdon tó Dænmarce (tó Dænmercan (Denmarcon, v. l.), 30), Chr. 1070; P. 207, 16. On Denemearcon, 1036; P. 159, 18. Tó Denemarcon, 1076; P. 211, 22, 36. Tó Dænemearcon (Denmearcan, v. l.), 1005; P. 136, 5. Tó Denamarcon, 1049; P. 167, 19. Tó Denmarcon, 1045; P. 165, 23: 1046; P. 165, 28. Of Denmearcan, 1075; P. 211, 16. Tó Denmearcon, 1019; P. 155, 17. Of Dænmarcun, 1069; P. 202, 12. On Dænmercan, 1076; P. 212, 12. Hé betæ-acute;hte þurcille Denemearcan tó healdenne, 1023; P. 157, 30. Magnus gewann Denmarcon, 1047; P. 165, 24. [Icel. Dan-mörk.]

dengan; p. de To ding, beat, strike:--Æ-acute;lcum gemete ne sceal árung beón þæ-acute;re gyltendan geogoðe, ac swíðor man sceal heora sídan mid gierdon gelómlíce dencgan (sed potius eorum latera virgis assidue tundenda sunt), Nap. 17. [v. N. E. D. dinge.]

Denisc. Add:--Æfter þæ-acute;m him becóm on þæt Deniscæ gewinn mid eallum Germánium cum insurrexissent gentes innumerabiles, hoc est, Marcomanni atque omnis pene Germania, Ors. 6, 13; S. 268, 10.

denn. Add: I. a den, lair of a beast:--Haran den lepusculi cubile, Kent. Gl. 1107. Denn lustra (ferarum), An. Ox. 26, 47. v. þeóf-denn. II. a woodland pasture for swine:--Hí geúðen Ælfwolde ánes dennes wið his lícwyrðan scætte, þ-bar; is .MCCCC. and L denarios. Ðis dæn is genamod Hýringdænn, C. D. B. iii. 490, 11-13. Þis synt þá denbæ-acute;ra on wealda . . . be súþan eá stánihtan hyrst . . . be norþan eá . . . ceorla den, C. D. ii. 216, 6. Belimpað tó ðám lande fíf denn, án on útwalda, brocces hám ðæs dennes nama, and þæs óðres dennes nama sængethryc . . . þonne twá denn an glæppan felda, iii. 227, 31-4. Ðis synt ðá den ðe ðæ-acute;rtó gebyrigeað, v. 313, 14. ¶ the word occurs in many local names:--Adiectis quattuor denberis . . . Heáhden . . . helman hyrst, i. 317, 20. Hec sunt pascua porcorum quot nostra lingua denbéra nominamus, lamburnanden, orricesden, teligden, stánehtandenn, ii. 65, 5-8: 75, 26-8: 228, 2-3. Adiectis denberis in commune saltu, otanhyrst . . . et haeseldaen, i. 248, 18. Aet Haeseldenne, 216, 28. Inn on ðæt eádenn; of ðám eádenne, iii. 385, 4. v. dænn in Dict.; den-bæ-acute;re, stów.